Arne og Jørgen / Arne og Jørgen's historie

Arne og Jørgen's historie

Fiskeriet fra Skovgærdet 1895-2003

Vilhelm Andersen, født 13.11.1868 i Østby, udlært som smed som sin far, køber hus ved Østskoven i 1895, efter at have været beslagsmed på Tuborg.
Ukendt med fiskeri var han ikke. Han havde sammen med sin bror kendskab til Fjorden og redskaberne.

Ålefiskeri:
Vilhelms redskab var ålehåndvod, som kunne bruges enten til at trække for ”løst” eller for ”fast”. For løst var at sætte voddet fast i ålegræsset ved hjælp af en jolle. Når det var gjort, vendte man jollen og slog med en pulskølle ned i vandet for at jage ålene ind i nettet. Det var ikke et aktivt vod.
At trække for fast foregik således: et langt tov blev sejlet ind i ålegræsset, voddet blev sat, og det næste tov blev derefter roet hen til det første vodtov, som var fæstnet til bunden med et anker og en markeringstønde. Nu tog to mand hver sit tov og trak voddet hen til jollen, herved blev voddet gjort aktivt, da det bevægede sig over bunden.
Ved siden af håndvoddet havde man soppevod, som bestod af et vod med to liner, som blev trukket i vandet gennem ålegræsset.

Det blev stanget ål på forskellige måder, på steder, man mente var gode, med de rigtige bundforhold.
Man kunne ”blege ål”, dvs. når vandet var klart, i solskin på stille dage, kunne man se ålen på bunden og stange den. I Bredningen foretog man plumstangning, dvs. man brugte ikke et stangejern, da der var var for dybt. Der blev sat et tov og et synk, der vejede ca. 2 kg. for enden af en ålesaks. Redskabet gav mere fangst på dybere vand. En tredje måde at jage ål på var om natten ved hjælp af lys. Man brugte en Petromax, en lygte, der oplyste bunden, så man kunne se ålene. Endelig brugtes ålekroge, som blev agnet med hundestejler eller små ålekvabber og rejer.

Vilhelm havde ikke lært rusefiskeri, så han gik et par år ind til fisker Peter Jacobsen i Sønderby og lærte at binde – og fiske med – åleruser.
For at spare på det dyre garn bandt man selv rusegarnet over et bindebord. Bindebordet var en glat, let konisk, pind som man bandt maskerne på. Det var vinterarbejde. Det tog lang tid at lave alle maskerne til en ruse.
Det yderste af rusen afsluttede man med en kube, lavet af vidjer. Den var lettere at udskifte end en kube af håndbunden garn.
Kuberne blev lavet af Sofus, en fisker fra Skuldelev. Han bandt vidjekurve, som han solgte til bønderne, og rusekuber og rygkurve, som han solgte til fiskerne

Det er Vilhelm, der graver renden til jollerne. Han får bygget en ca. 13 fods jolle omkring 1900 på Kalvøen i Frederikssund. Den var med dam, sprydstagsrigget og kunne roes med åretolde, ikke med åregaffel.
Den havde de klassiske Frederikssundsjolle-træk: bred og rundgattet. Den holdt ca. 70 år og måtte lade livet på et Sct. Hansbål.

Ålene blev afsat til åleopkøbere, som kom sejlede ind i Fjorden i kvaser. En kvase er en båd med en kasse til fisk, så de kan bringes levende i land.
En kendt åleopkøber var Brammer fra Frederiksværk, han havde både ålekvaser og bassinbiler. Ålene blev vejet op i 50 kilos spande og afregnet kontant.
Rejerne blev sejlet til Jyllinge, for derefter tidligt om morgenen at nå til fiskeopkøberen inden de nåede ud til forbrugerne og blev pillet.
Fiskeopkøberne var langt fra fiskerne og snød dem med jævne mellemrum både på pris og kvalitet

Rejefiskeri:
En sidegevinst ved ålefiskeriet var rejefiskeriet, som havde et stort og købedygtigt publikum i København om foråret, både til restauranter og især til Tivoli.
Et års indtægt for en ålefisker bestod af ca. 85-90% fra ål, resten fra rejerne.
Rejefiskeriet foregik med en rejehov, det er et net på en stage. Man fangede rejerne, enten ved at hive tangen af, hvor de sad og ryste dem ned i nettet, eller man gik med nettet på bunden og skubbede det gennem tangen.
Senere brugte man rejeruser med små masker, som fangede langt mere end en rejehov.
Rejeruser var lavet af bomuld og skulle præpareres med Kateku, et planteekstrakt fra Ceylon. Ruserne blev kogt i en barkgryde og blev helt brune.

Arbejdsdagen:
Fiskerne havde en lang arbejdsdag, man brugte de lyse timer om sommeren. Man stod op ca. 3.30 og var ved stranden kl. 4.00.
Ved 12-tiden så Vilhelm op mellem to grene på den store pil. Han konstaterede at klokken var 11.45, og det var tid at gå hjem til den varme mad kl. 12. Efter maden sov man til ca.kl.14, fik kaffe og drog til stranden igen. Fyraften var ca., 17.45.
Om vinteren stod man ikke op før 6.30.

Erhvervet var hårdt og usikkert. Mange, der prøvede at blive fiskere hele året, havde det svært. Nogle holdt helt op, andre måtte tage arbejde for andre om vinteren, enten med at tage rør af (dvs. høste rør til stråtag), eller arbejde for bønder, typisk med at tærske korn.
Vilhelm havde evnerne til at passe på pengene. Som helårsfisker skulle han kunne beregne sine udgifter, da der ingen indtægt var fra 1. november til midt i april. Selvforståelsen som helårsfisker var, at man var sin egen herre. Man skulle ikke møde ind i en tærske-lo og arbejde for andre. Man kunne fiske nok til at klare sig selv. Man var blevet selvstændig

Påklædning:
Vilhelms tøj var det samme sommer og vinter. Holmens bukser, hvor de lange, hvide underbukser stak ud, på fødderne altid i franske, spidsnæsede træsko, busseronne, hvor den hvide undertrøje med knapper var synlig. Desuden havde han to par briller, som han skiftede med.
Han startede morgenen med at barbere sig med sin lommekniv.

Udvikling efter 1920
Det lå i kortene at Lars og Vilhelm skulle fiske sammen
Vilhelm fisker alene, indtil plejesønnen Lars kom hjem til huset ved Østskoven med sin kone Kathrine og datteren Dagny. Lars havde sin egen jolle, men fiskeriet adskilte sig ikke meget fra før. Dog kommer der flere ruser, og de bliver større. Det er uklart om de købte grej hver for sig, men krogfiskeriet var de fælles om
I 1935 sker der en kraftig fornyelse, en 16 fods jolle med motor bliver anskaffet fra Frederiksværk. Det betyder, at der kan slæbes større garn med slæbejollen, og man kan nå ud til nye pladser længere væk. I 1937 kommer tjærekassen til. Garnene har nu fået en størrelse, så de skal tjæres for at modstå vejr og vind. Det betyder at den lokale tømrer laver en trækasse med drypbakke og spil. Tjæren blev købt hos Olie Norden i 200 liters tromler.
Garnene skal tjæres en gang om året, da vandet og solen rådner trådene i bomuldsgarnet.


Arne kommer hjem:
I 1943 er Vilhelm så gammel, at Lars’ ældste søn Arne kommer hjem og med i fiskeriet.
Arne får startet et nyt fiskeri op. Det er vodfiskeriet. Det er blevet indført tidligere, men med håndkraft. Nu bliver det motoriseret. Man bruger stagvod, for at spile voddet ud havde man en lang stage på ca. 9 meter som spilede voddet ud. Fiskeriet foregik om natten om sommeren, når der var tid til det.
Ved Skovgærdet havde man ikke brugt fiskeri med drivkvase, det brugte man i Skuldelev, Jyllinge og Frederikssund. Man havde heller ikke investeret i indkøb af kvase med glødehovedsmotor til evt. fiskeri i Sundet.

I 1955 bliver Frederiksværk-jollen udskiftet med en 18 fods damjolle, hvor i der bliver lagt en 12 HK Frederiksstad motor, som blev indkøbt hos Wedel i Skibsprovianten i Roskilde. Den var stærkere, så både garn og vod blev større.

Jørgen kommer hjem:
I 1956 dør Lars og hans yngste søn kommer hjem og starter op som fisker sammen med Arne. Det gamle krogfiskeri forsvinder helt.

Der sker fornyelse i fiskeriet, der indkøbes et nyt redskab, kasteruser, der menes at fange langt bedre og er langt mindre tidskrævende. På varme sommerdage blev der fanget mange ål. Nyt, da Jørgen kommer til, er også at redskaberne skal genlaves i nye materialer, først terylene, så kuralon og derefter i nylon.
Det var dyrt, men uhyre arbejdsbesparende. Det rådnede ikke og var langt mere slidstærkt

I 1966 får Arne og Jørgen bygget en ny jolle i Jyllinge hos Knudsen. Det bliver ilagt en 12HK dieselmotor af mærket BUKH. Den er specielt sejtrækkende, da den skal bruges til vodfiskeri.
Samtidig investerer man i en masse bundgarn, så man når op på 35.
Man fanger meget mere, og en mindre del af fangsten afsættes hjemme, men langt største delen sælges til åleopkøbere, dels i Roskilde, dels i Frederiksværk

I 1967 bliver der indkøbt en slæbebåd fra Rantzausminde. Den er lavet i det nye materiale, glasfiber.
I 1974 indkøbes en 16 fods Herritslevjolle med Saab motor; den skal bruges på lavere vand.
I 1984 sælges damjollen af træ og en Erica-jolle med Saab motor bliver indkøbt fra Ærøskøbing.
De meget store redskaber bliver destrueret omkring 1990 og derefter bruges kun kasteruser og langt mindre redskaber uden pæle, da der nu anvendes flyderad. En flyderad er en rad, der klæder (dvs. den ligger i) vandskorpen vha. flod. Derved sparer man meget arbejde med pæle, som skal skoves som vinteren, afbarkes, afknastes, og tørres, inden de kan bruges

Vinterfangst:
I Lars’ tid brugtes der meget at stange på is om vinteren. Ofte kunne man se små luftblærer i isen, hvilket betød, at der kunne ligge ål.
Der blev hugget hul i isen med isøksen, hullet blev renset for is og derefter begyndte man at stange. På en god dag kunne man fange 25-30 ål. Det var koldt, så man havde altid uldent undertøj. Man brugte stangvanter med to tommelfingre.

Strandjagt:
En biindtægt til fiskeriet var strandjagten. Særligt om vinteren blev der skudt mange troldænder på isen. I december, når alle reparationer var i hus, blev der skudt mange gråænder, der blev solgt til vildtgrosserer Møller og Meldgaard i København.

Kvindens arbejde.
Der er ikke oplysninger om det arbejde, Vilhelms kone lavede, men det var sikkert meget lig det, hendes plejesøns kone, Kathrine, lavede, de store ændringer i kvindens rolle kommer langt senere.

Lars blev gift med Kathrine i 1920. Kathrine var kommet til Danmark under 1. verdenskrig for at arbejde som pige på Hotel Prindsen i Roskilde, derefter på Catrinedal ved Sengeløse og endelig som pige på Eskilsø, hvor hun møder Lars, der er færgemand, og sammen får de Dagny i 1921. Hun kom som en af de mange polske piger, der kom til Danmark for at arbejde i roerne. Hun var katolik, men den katolske tro slog ikke rod i familien.
Hun kom fra en landsby nord for Krakow, der dengang var russisk, men hun opfattede sig som polsk.
Lars og Kathrine flyttede til husene ved Østskoven. Arbejdsfordelingen var klar, Lars passede fiskeriet og sørgede for at forsørge familien, alt omkring hus og husholdning stod hun for, haven - maden - tøjet – rengøring osv.

Når der var storvask, skulle der tændes op i gruekedlen, hun brugte maglebræt til at få sengelinned glat.
Der var ikke elektricitet i huset, så der blev indkøbt petroleum til lamperne.
Ved siden af det huslige passede hun en nyttehave og hun havde også en fornem blomsterhave. Hun havde bærbuske, ribs, solbær, stikkelsbær, som hun udnyttede til saft, marmelade og grød. Nyttehaven bestod for størstedelen af kartofler, men der var også gulerødder, porrer, hvidkål, rødkål og rosenkål.
Hvert år blev haven gravet med håndkraft, det var dog ikke hendes gebet, det blev betragtet som mandearbejde.
Hun holdt fjerkræ, og plukkede dun og fjer af ænder til dyner og puder.
Kathrine gik af og til i skoven for at samle kvas til optænding i komfur og gruekedel. Mandearbejde var det derimod at hente brænde hjem og save det.


Lars havde i 1936 købt det lille hus af ejeren af Skovdalsgården, som havde brugt det til fodermesterbolig. Lars brugte det til opbevaring af garn og til tilvirkning af nye redskaber. Om sommeren stod Kathrine for at det blev udlejet som sommerhus – til sommergæster fra København. De blev oftest hentet af Lars i Jyllinge og sejlet over Fjorden, derved sparede man en del kilometer.

Huset:
Det var en tradition at huset skulle kalkes og smøres med kønrøg inden pinse, det var dog mandearbejde.
Indvendigt var huset hvidmalet, loftsbjælker og vindueskarme var grå – mon ikke det var resterne af skibsmalingen?
Gavlene blev tjæret, det hentede man i tjærekassen ved stranden. Mønningen var af tang (ålegræs), som blev indsamlet om efteråret og sejlet hjem. Bindingsværket var altid overkalket, hvilket er den traditionelle måde på Sjælland.
Når man trådte ud af Kathrines hoveddør, så man en særdeles velpasset blomsterhave, omkranset af en ligusterhæk. Blomsterne skulle bruges både på kirkegården og i stuen.
Vand blev hente ved pumpen i hele Kathrines levetid, hun nåede ikke at opleve indlagt vand, elektricitet, eller ”maskinlokum”, som fiskerne kaldet et toilet inde i huset.

Status i 2016
Med Jørgens død i 2003 slutter fiskeriet fra Skovgærdet endegyldigt som erhverv. Arnes søn Keld er stadig interesseret i at fiske, men har et helt andet erhverv, ligesom næste generation. Der står ikke mere en ny generation parat til at føre traditionen videre.

Det største af de to små fiskerhuse ligger der stadig – det største er renoveret, og det mindste er bygget om til en moderne familiebolig. De to huse er stadig ejet af efterkommere af fiskerfamilien.

Bådlejet, med barkgryde, tjærekasse, skure med redskaber, ligger der stadig som et af de bedst bevarede fiskerlejer rundt Roskilde fjord og Isefjorden
Bolværket er det oprindelige, men har lidt under de kraftige vinterstorme. Det haster, hvis dette monument over et erhverv og en epoke skal bevares for eftertiden.

Karsten Munkvad